Dette er en uofficiel gengivelse af teksten. Den officielle version findes på EUR-Lex.
Basismodul Vejledning
1.
Vejledningen i nedenstående afsnit har til formål at lette anvendelsen af kravene om fremlæggelse af bæredygtighedsoplysninger i punkt 21-43 i bilag I til Kommissionens henstilling om en frivillig standard for bæredygtighedsrapportering for små og mellemstore virksomheder.
Nedenstående vejledning er tænkt som en del af et økosystem, der også kan omfatte udvikling af yderligere støttevejledninger fra EFRAG, yderligere digitale værktøjer og støtte til gennemførelse (uddannelsesaktiviteter, inddragelse af interessenter), der har til formål at lette forståelsen af nogle af de tekniske elementer i vejledningen.
Ved rapportering af virksomhedens juridiske form i henhold til national lovgivning under punkt 24, litra e), nr. i), kan virksomheden vælge en af følgende virksomhedsformer:
Ved rapportering af virksomhedens NACE-kode(r) i henhold til punkt 24, litra e), nr. ii), er NACE-koder (Nomenclature statistique des Activités économiques dans la Communauté Européenne) klassifikationer af økonomiske aktiviteter, der anvendes i Den Europæiske Union. De udgør en standardiseret ramme for klassificering af økonomiske aktiviteter i sektorer, hvilket muliggør sammenlignelighed og en fælles forståelse mellem de forskellige EU-lande.
NACE-koden består af et antal cifre fra 2 til 5, afhængigt af hvor specifikt den økonomiske aktivitet identificeres. Listen over NACE-koder kan findes i følgende dokument: Forordning (EU) 2023/137.
Niveau nr.
Identifikator
Beskrivelse
1
Hovedafdeling
Hovedafdelinger identificeres ved et bogstav, og de omfatter 21 generelle økonomiske områder såsom landbrug, fremstillingsindustri og handel.
2
Hovedgruppe
Hovedgrupper identificeres ved en tocifret numerisk kode og angiver en specifik sektor inden for det generelle økonomiske område. Der er i alt 88 hovedgrupper.
3
Gruppe
Grupper identificeres ved en trecifret numerisk kode (som inkluderer hovedgruppens to cifre) og angiver et specifikt område inden for sektoren. Der er omkring 270 grupper.
4
Undergruppe
Undergrupper identificeres ved en firecifret numerisk kode (som inkluderer hovedgruppens og gruppens cifre) og angiver en specifik aktivitet inden for gruppen. Der er omkring 450 undergrupper.
Ved rapportering af antal ansatte i henhold til punkt 24, litra e), nr. v), angiver fuldtidsækvivalent (FTÆ) antallet af fuldtidsstillinger i en virksomhed. FTÆ beregnes ved at dividere en ansats planlagte timer (samlede faktiske timer arbejdet på en uge) med arbejdsgiverens timer for en fuldtidsarbejdsuge (samlet antal timer udført af en fuldtidsansat). F.eks. udgør en ansat, der arbejder 25 timer om ugen for en virksomhed, hvor fuldtidsugen er 40 timer, 0,625 FTÆ (dvs. 25/40 timer).
Antal ansatte er det samlede antal personer, der er ansat i virksomheden, og som opgøres enten ved udgangen af rapporteringsperioden eller som et gennemsnit over hele rapporteringsperioden.
Ved rapportering om det land, hvor de primære aktiviteter finder sted, og placeringen af væsentlige aktiver i henhold til punkt 24, litra e), nr. vi) og vii), skal virksomheden fremlægge disse oplysninger for hver af sine steder ved hjælp af nedenstående tabel:
En virksomheds geolokation forventes at være et værdifuldt datapunkt for interessenter ved vurdering af risici og muligheder forbundet med SMV'en, især i relation til bæredygtighedsspørgsmål vedrørende tilpasning til klimaændringer, vand, økosystemer og biodiversitet.
Geolokationen skal angives som geografiske punkter for enkelte enheder eller som polygonpunkter, der definerer grænserne for et større, mindre enhedspræget sted, såsom en gård, en mine eller et anlæg. Virksomheden kan også angive en klynge af punkter for at gøre det let at identificere det pågældende område. De geografiske punkter skal angives som koordinater med fem decimaler (f.eks. 0° 00′ 0,036″).
Ved fremlæggelse af geolokationen for steder, der ejes, leases eller forvaltes, skal virksomheden medtage koordinaterne for stederne i tabellen i punkt 73. Virksomheden kan anvende webkortlægningsværktøjer til at identificere koordinaterne for steder, som den ejer, leaser eller forvalter. Virksomheden kan også anvende relevante softwareværktøjer eller -platforme til yderligere at fastlægge omkredsen eller arealet af større steder.
I relation til punkt 25 kan bæredygtighedsrelateret certificering omfatte registrerede miljømærker fra en EU-baseret, national eller international mærkningsordning, der dækker SMV'ens hovedaktivitet. EU-miljømærket dækker f.eks. specifikke produkter såsom tekstiler og fodtøj, belægninger (f.eks. gulvbelægninger af træ), rengøringsprodukter og personlige plejeprodukter, elektronisk udstyr og møbler. Virksomheden kan konsultere EU-miljømærkede produktgrupper og Produktkatalog for yderligere oplysninger.
Praksisser, politikker og fremtidige initiativer for omstilling til en mere bæredygtig økonomi
14.
Virksomheder kan anvende følgende skabelon til at rapportere B2-datapunkter.
Har du eksisterende praksisser/politikker/fremtidige initiativer inden for bæredygtighed, der adresserer et eller flere af følgende bæredygtighedsspørgsmål?
den finansielle investering i kapitalen eller aktiverne i socialøkonomiske enheder som omhandlet i Rådets henstilling af 29. september 2023 (undtagen donationer og bidrag) og
eventuelle begrænsninger for udlodning af overskud, der er forbundet med den gensidige karakter eller med arten af de aktiviteter, der består i tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.
Vejledning til egen arbejdsstyrke, arbejdstagere i værdikæden, berørte lokalsamfund, forbrugere og slutbrugere
16.
For at forstå de bæredygtighedsspørgsmål, der vedrører sociale forhold og menneskerettigheder, henvises til tillæg B for en liste over mulige bæredygtighedsspørgsmål. Denne liste kan hjælpe med at identificere, om politikker, praksisser eller fremtidige initiativer har til formål at imødegå negative indvirkninger af menneskerettighederne på en omfattende måde, eller om de er begrænset til visse grupper af berørte interessenter (f.eks. arbejdstagere i den opstrøms værdikæde). Som led i denne fremlæggelse kan virksomhederne også oplyse, om de har en proces til at håndtere menneskerettighedsrelaterede klager.
Indvirkninger på klimaet: energiforbrug og drivhusgasemissioner
17.
I henhold til punkt 29 og 30 rapporterer virksomheden om sine klimaindvirkninger og giver oplysninger om sit energiforbrug og sine drivhusgasemissioner. Denne vejledning om fremlæggelse af B3-oplysninger udgør ikke et yderligere datapunkt i forhold til de oplysninger, der er beskrevet i punkt 29 (om energiforbrug) og 30 (om drivhusgasemissioner), men skal snarere ses som et overordnet mål og sætter fremlæggelsen af B3-oplysninger i basismodulet ind i en kontekst.
Klimarelaterede indvirkninger er i høj grad drevet af energiforbruget. Det er derfor relevant at oplyse både mængden og typen – f.eks. fossile brændstoffer som kul, olie og gas i forhold til vedvarende energi – samt det forbrugte energimiks. Eksempler på energioplysninger er det samlede energiforbrug opdelt efter fossile brændstoffer og elektricitet. Andre opdelinger kan rapporteres, f.eks. forbrug af købt eller egenproduceret elektricitet fra vedvarende energikilder. Nedenfor følger et eksempel på de oplysninger, der anmodes om i punkt 29.
Forbrug af vedvarende energi (MWh)
Forbrug af ikkevedvarende energi (MWh)
Samlet energiforbrug 202(x) (MWh)
Elektricitet (som det fremgår af forbrugsregninger)
Hvis virksomheden køber fossile brændstoffer (f.eks. naturgas, olie) eller vedvarende brændstoffer (f.eks. biobrændstoffer såsom biodiesel og bioethanol) til at producere elektricitet, varme eller køling til eget forbrug, skal den undgå dobbelttælling. Virksomheden opgør derfor kun energiindholdet i de købte brændstoffer som brændstofforbrug, men den opgør eller rapporterer ikke sit el- og varmeforbrug, der er produceret af dette brændstof, også. I tilfælde af elproduktion fra vedvarende energikilder såsom sol eller vind – og hvor der ikke er behov for brændstof – opgør virksomheden den mængde elektricitet, der produceres og forbruges, som elforbrug.
Virksomheden må ikke modregne sit energiforbrug i sin energiproduktion, selv om energi produceret på stedet sælges til og anvendes af en tredjepart. Virksomheden skal også undgå dobbelttælling af brændstofforbrug ved fremlæggelse af egenproduceret energiforbrug. Hvis virksomheden producerer elektricitet fra enten en ikkevedvarende eller vedvarende brændstofkilde og derefter forbruger den producerede elektricitet, medregnes energiforbruget kun én gang under brændstofforbruget. Andelen af vedvarende energi kan beregnes på grundlag af oprindelsesgarantier, certifikater for vedvarende energi eller elsammensætning som angivet på elregningen. Elregningen kan angive de forbrugte elenheder og specificere den procentdel af elektriciteten, der leveres fra vedvarende energikilder, og den kan se ud som i figuren nedenfor.
Ved udarbejdelsen af de oplysninger om energiforbrug, der kræves i henhold til punkt 29, skal virksomheden udelukke råmaterialer og brændstoffer, der ikke forbrændes til energiformål. Virksomheder, der forbruger brændstof som råvare, kan fremlægge oplysninger om dette forbrug adskilt fra de krævede oplysninger.
Virksomhederne skal rapportere deres energiforbrug i form af endelig energi, hvilket er den mængde energi, der leveres til virksomheden, f.eks. antal megawatttimer (MWh) elektricitet købt fra forsyningsselskabet, damp modtaget fra et nærliggende industrianlæg eller diesel købt på tankstationer. Elektricitet omfatter udtrykkeligt varme, damp og køling. Brændstoffer omfatter alt, hvad der forbrændes, f.eks. gas, naturgas, biomasse osv.
I punkt 29 angives MWh som den foretrukne enhed til måling af energiforbrug. Hvis der er tale om brændstoffer eller biomasse, er det nødvendigt at omregne til MWh for data udtrykt i andre enheder såsom energiindhold (f.eks. kJ, Btu), volumen (f.eks. liter, m3) eller masse (f.eks. ton, short ton).
For brændstofforbrug målt efter masse (f.eks. træ, kul) bør virksomheden:
(a)
indhente brændstoffets nedre brændværdi (f.eks. kJ/metrisk ton, TJ/Gg). Dette kan være en typisk værdi offentliggjort af pålidelige kilder, f.eks. IPCC, eller kan leveres af leverandøren eller bestemmes internt.
konvertere volumenoplysninger til masse ved at gange volumen med brændstoftætheden, f.eks.diesel = 4 456 000 l dieseldensitet = 0,84 kg/l 4 456 000 (l) * 0,84 (kg/l) = 3 743 040 kg = 3 743 t
Hvad angår brutto drivhusgasemissioner (GHG) som følge af virksomhedens aktiviteter bygger kravet i punkt 30 på definitionerne og reglerne i GHG-protokollen, den førende regnskabsstandard for drivhusgasemissioner. I henhold til punkt 30 skal virksomhederne rapportere om deres scope 1- og scope 2-emissioner. Scope 1-emissioner omfatter direkte emissioner fra ejede eller kontrollerede kilder. Scope 2-emissioner er indirekte drivhusgasemissioner hidrørende fra den rapporterende virksomheds aktiviteter (idet de stammer fra virksomhedens forbrugte energi), som imidlertid finder sted ved kilder, der ejes eller kontrolleres af en anden virksomhed. Afsnittene nedenfor indeholder yderligere vejledning i, hvordan scope 1- og scope 2-emissioner beregnes.
GHG-protokollen er en global standard for måling, rapportering og forvaltning af drivhusgasemissioner, der sikrer konsistens og gennemsigtighed. Virksomhedsstandarden omfatter vejledning om scope 1-, scope 2- og scope 3-emissioner for virksomheder og andre organisationer (NGO'er, myndigheder osv.).
Når der rapporteres om drivhusgasemissioner, er det vigtigt at fastsætte de rette grænser for at sikre, at drivhusgasopgørelsen er korrekt, og for at undgå dobbelttælling af emissioner. GHG-protokollen definerer to hovedtyper af grænser – organisatoriske og operationelle grænser.
(a)
Organisatoriske grænser: Disse er i GHG-protokollen defineret som de grænser, der fastlægger, hvilke aktiviteter der ejes eller kontrolleres af den rapporterende virksomhed, afhængigt af den valgte konsolideringsmetode. Der er to tilgange til konsolidering af emissioner – efter kapitalandel eller kontrol. Virksomheden vælger den tilgang, der afspejler dens forhold.
Når kontroltilgangen anvendes, medregner virksomheden drivhusgasemissioner fra aktiviteter, som den har enten finansiel eller operationel kontrol over. Virksomhederne vil anvende enten kriterierne for operationel kontrol eller finansiel kontrol, når de bruger denne tilgang til at konsolidere og opgøre deres emissioner i rapporten.
(i)
Finansiel kontrol betyder, at en virksomhed har finansiel kontrol over driften, hvis den har mulighed for at styre den anden virksomheds finansielle og driftsmæssige politikker med henblik på at opnå økonomiske fordele fra dens aktiviteter.
Operationel kontrol betyder, at en virksomhed har kontrol over en virksomhed, hvis virksomheden eller et af dens datterselskaber har fuld bemyndigelse til at indføre og gennemføre sine driftspolitikker i virksomheden.
Operationelle grænser: I GHG-protokollen defineres det som de grænser, der fastlægger de direkte og indirekte emissioner, der er forbundet med aktiviteter, som ejes eller kontrolleres af den rapporterende virksomhed. Denne vurdering giver en virksomhed mulighed for at fastslå, hvilke aktiviteter og kilder der forårsager direkte (scope 1) og indirekte emissioner (scope 2 og scope 3), samt at beslutte, hvilke indirekte emissioner der skal medtages som følge af dens aktiviteter.
Overvejelser om grænser skal følge de principper, der er beskrevet ovenfor (konsistens over tid, transparens i dokumentationen og fuldstændighed), og er illustreret i figuren nedenfor (1).
GHG-protokollen indeholder også vejledning samt trin, der skal følges for at identificere, beregne og spore drivhusgasemissioner, som det er illustreret på billedet nedenfor (2).
Forskellige værktøjer er blevet udviklet gennem private og offentlige initiativer for at hjælpe virksomheder med at udarbejde deres opgørelse over drivhusgasemissioner og lette de udfordringer, der er forbundet med udarbejdelsen heraf. EFRAG vedligeholder på sin hjemmeside en række forslag til drivhusgasberegnere.
Vejledning om scope 1- og lokationsbaserede scope 2-emissioner
34.
Typiske scope 1-emissioner omfatter CO2-emissioner (samt CH4 og N2O) i forbindelse med forbrænding af brændstoffer (f.eks. i kedler, ovne, køretøjer osv.) og flygtige emissioner fra airconditionanlæg og industrielle processer.
Lokationsbaserede scope 2-emissioner omfatter emissioner fra elektricitet, varme, damp og køling, der købes eller erhverves og forbruges af den rapporterende virksomhed. De afspejler den gennemsnitlige emissionsintensitet for de net, hvor energiforbruget finder sted, og anvender hovedsageligt data om gennemsnitlige emissionsfaktorer for nettet. Typiske kilder til scope 2-emissioner er alt udstyr, der forbruger elektricitet (elektriske motorer, belysning, bygninger osv.), varme (opvarmning i industrielle processer, bygninger osv.), damp (industrielle processer) og køling (industrielle processer, bygninger osv.).
Opgørelse af drivhusgasemissioner kan ske på flere måder, herunder ved beregning, måling eller en kombination af disse. En almindelig tilgang er baseret på beregning ved hjælp af emissionsfaktorer (EF) – som kan omfatte drivhusgassens globale opvarmningspotentiale (GWP). Direkte måling ved hjælp af sensorer (flow og koncentration) kan også anvendes. Tabellen nedenfor opsummerer de mest almindelige metoder.
Metode til vurdering af drivhusgasemissioner
Oplysninger
Nødvendige data
Måling
Multiplikation af de direkte målte mængder gas med deres respektive globale opvarmningspotentiale.
Direkte mængde af udledt gas opnået ved gasmåling (flow, koncentration, volumen)
Gassernes globale opvarmningspotentiale (GWP)
Beregning
Multiplikation af aktivitetsdata med emissionsfaktoren (EF), der omfatter det globale opvarmningspotentiale (GWP)
aktivitetsdata, som typisk svarer til mængden af forbrugt brændstof. Disse data kan udtrykkes i energienheder (f.eks. MWh), volumen (f.eks. m3 eller l) eller masse (f.eks. ton eller kg). Virksomheden kan finde disse ved at gennemgå kvitteringer for køb af brændstof eller forsyningsregninger.
det globale opvarmningspotentiale, som kvantificerer indvirkningen af den givne drivhusgas på klimaet sammenlignet med en tilsvarende enhed kuldioxid og
emissionsfaktorer (EF), der kvantificerer, hvor meget drivhusgas der udledes pr. aktivitetsenhed. Emissionsfaktorerne tager ofte hensyn til drivhusgassernes GWP, og hvis dette er tilfældet, behøver virksomheden ikke at tage hensyn til sidstnævnte.
Den ikke-udtømmende tabel nedenfor opsummerer kilder, hvor både emissionsfaktorer (EF) og globalt opvarmningspotentiale (GWP) er let tilgængelige for virksomheder. Virksomheder kan også henvise til officielle nationale kilder, der kan være mere relevante for deres forhold.
Emissionsfaktorer (EF)
ADEME – Base Empreinte®
IPCC – Emissionsfaktordatabase
IPCC – Retningslinjer for nationale opgørelser af drivhusgasser.
Association of Issuing Bodies (AIB) – restemissionsfaktorer for net
JRC – Historisk drivhusgasemissionsfaktor for elforbrug
IEA – Årlige drivhusgasemissionsfaktorer for verdens lande fra el- og varmeproduktion (betalt datasæt)
Virksomhederne kan også finde mere vejledning og flere værktøjer til, hvordan de kan forvalte og rapportere om deres drivhusgasemissioner og klimaindvirkninger ved at besøge SME Climate Hub-webstedet.
Virksomhed A forbrænder brændselsolie i en industrikedel. Til sit finansielle regnskab registrerer virksomheden sine omkostninger, og til drivhusgasregnskabet registrerer den mængder (m3) som dokumenteret i virksomhedens brændstofkvitteringer. Ud fra kvitteringerne fastslår virksomheden de årlige mængder brændselsolie, der er købt, og den registrerer også brændselsoliebeholdningen på årets første kalenderdag. I 2023 købte den 100 m3 brændselsolie. På baggrund af virksomhedens optegnelser havde den 2,5 m3 i sine tanke den 1. januar 2023 og 1 m3 den 1. januar 2024. Den fastslår således (gennem køb og måling af lagerbeholdning), at den i 2023 forbrugte 101,5 m3 brændselsolie.
Ved hjælp af IPCC's liste over emissionsfaktorer (tabel 2.3, side 2.18) anslår den, at dens emissionsfaktor for en 1:1-blanding af dieselolie og restolie er 75,75 t CO2/TJ, og ved at bruge offentliggjorte energistatistikker fastslår den, at brændstoffets nedre brændværdi er 0,03921 TJ/m3. Da CO2 GWP er lig med 1, er CO2-emissionen for denne specifikke scope 1-kilde:101,5 m3 * 0,03921 TJ/m3 * 75,75 t CO2/TJ * 1 = 301,5 t CO2
For fuldstændighedens skyld i dette eksempel beregnes også CH4- og N2O-emissionerne. En gennemgang af IPCC's liste over emissionsfaktorer viser, at disse er henholdsvis 3 kg CH4/TJ og 0,6 kg N2O/TJ, således at emissionerne er:CH4-emissioner = 101,5 m3 * 0,03921 TJ/m3 * 3 kg CO2/TJ * 29,8 = 0,36 tCO2eN2O-emissioner = 101,5 m3 * 0,03921 TJ/m3 * 0,6 kg CO2/TJ * 273 = 0,65 tCO2e
Som nævnt bidrager CH4- og N2O-emissionerne med omkring 1 tCO2e til CO2-værdien på 301,5 tCO2, hvilket svarer til ca. 0,3 % af den samlede mængde. Dette kan anses for at ligge inden for en acceptabel rapporteringsfejl og kunne derfor ikke være blevet beregnet og rapporteret. Det globale opvarmningspotentiale for CH4 og N2O er baseret på IPCC's sjette vurderingsrapport, kapitel 7SM.
Virksomhed A råder over en kontorbygning på 2 000 m2 i Paris, hvor den betaler for den elektricitet, der forbruges til centralvarme og -køling, belysning, computere og andet elektrisk udstyr såsom apparater. Ud fra sine forsyningsregninger har den anslået, at bygningen forbrugte 282 MWh elektricitet i 2022. Ved at anvende en emissionsfaktor på 73 g CO2eq/kWh for Frankrig i 2022 har den anslået sine scope 2-emissioner for bygningens elforbrug til at være
Virksomheder kan også ønske at fremlægge deres markedsbaserede scope 2-tal. Emissionsfaktorer for markedsbaserede scope 2-emissioner afspejler virksomhedens kontraktlige aftaler med sine energileverandører. Markedsbaserede emissionsfaktorer kan leveres af virksomhedernes el- eller varmeleverandører samt understøttes af deres eget køb af energiattester eller elkøbsaftaler (PPA'er) eller anvendelsen af rest-miks-emissionsfaktorer (AIB, 2024).
Vejledning om, hvilke virksomheder der skal rapportere om forurening, og hvilke forurenende stoffer virksomhederne skal rapportere om.
46.
I punkt 32 fastslås det, at virksomheden skal fremlægge de forurenende stoffer, den udleder til luft, vand og jord i sine egne aktiviteter, hvis sådanne oplysninger allerede skal rapporteres ved lov til de kompetente myndigheder eller i henhold til et miljøledelsessystem. Det betyder, at virksomheden først skal vurdere, om den allerede rapporterer sådanne oplysninger, enten for at opfylde et lovkrav eller frivilligt. Hvis virksomheden allerede rapporterer oplysninger om forurenende emissioner (eller er retligt forpligtet til at gøre det), skal den derefter fremlægge yderligere oplysninger om sådanne emissioner i overensstemmelse med kravene i punkt 32. Hvis virksomheden derimod endnu ikke rapporterer sådanne oplysninger (og ikke er retligt forpligtet til at gøre det), skal den blot angive, at dette er tilfældet.
Generelt forventes dette krav at gælde for virksomheder, der er operatører af et industrianlæg eller et intensivt husdyrbrug, som er omfattet af direktivet om industrielle emissioner og emissioner fra husdyrbrug (IED 2.0 – direktiv 2024/1785/EU) om ændring af direktivet om industrielle emissioner (IED – direktiv 2010/75/EU). IED 2.0 finder anvendelse på omkring 75 000 anlæg i Europa og omfatter aktiviteter såsom forbrænding af brændsel i kedler med en nominel effekt på mere end 50 MW, støbning i metalstøberier, forarbejdning af ikkejernholdige metaller, produktion af kalk, fremstilling af keramiske produkter ved brænding, produktion af plantebeskyttelsesmidler eller biocider, opdræt af enhver kombination af svin eller fjerkræ, der udgør 380 husdyrenheder eller mere, garvning af huder, slagterier osv. I disse tilfælde er anlægget allerede forpligtet til at rapportere de forurenende stoffer, der udledes til luft, vand og jord, til den kompetente myndighed, og dataene er offentligt tilgængelige via portalen for industrielle emissioner (IEPR – forordning (EU) 2024/1244), som erstatter det europæiske register over udledning og overførsel af forurenende stoffer (E-PRTR – forordning (EF) nr. 166/2006). Virksomheder, der driver mere end ét anlæg, skal ikke rapportere deres konsoliderede virksomhedsomspændende emissioner i henhold til E-PRTR, da de kun rapporterer på anlægsniveau. Denne standard kræver rapportering af den samlede mængde forurenende stoffer fra alle anlæg. Tilsvarende skal virksomheder, der ejer, men ikke driver et anlæg, ikke rapportere til E-PRTR, men forventes at fremlægge deres emissioner fra ejede anlæg i deres bæredygtighedsrapport.
Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed er forpligtet til at overvåge og rapportere om de forurenende stoffer, der er opført i E-PRTR, i henhold til et miljøledelsessystem som f.eks. ordningen for miljøledelse og miljørevision (EMAS) eller ISO 14001-certificeringen. Disse er i princippet relevante aspekter, som virksomheden bør medtage i sin bæredygtighedsrapport.
Hvis en virksomhed kun har eller kun opererer på ét anlæg, og hvis dens forureningsdata allerede er offentligt tilgængelige, kan virksomheden henvise til det dokument, hvor sådanne oplysninger findes, i stedet for at rapportere dem igen. Ligeledes kan virksomheden, hvis den offentliggør en rapport for hele organisationen, f.eks. en EMAS-rapport, der indeholder forureningsdata, medtage denne i bæredygtighedsrapporten ved henvisning.
For at rapportere oplysninger om forurenende stoffer i bæredygtighedsrapporten bør virksomheden angive typen af forurenende stof, der rapporteres, sammen med den mængde, der udledes til luft, vand og jord i en passende masseenhed (f.eks. t eller kg).
Nedenfor findes et eksempel på, hvordan virksomheder kan fremlægge oplysninger om deres emissioner til luft, vand og jord, opdelt efter forureningstype.
For så vidt angår de typer forurenende stoffer, der skal tages i betragtning ved rapportering i henhold til punkt 32, kan virksomheden henvise til følgende vigtigste forurenende stoffer, der i øjeblikket er omfattet af EU-retten. Ikke desto mindre skal hver virksomhed tage hensyn til de specifikke forurenende stoffer, der er omfattet af lovgivningen i deres respektive jurisdiktioner.
Eksempler på vigtige luftforurenende stoffer (direktiv (EU) 2024/299, forordning (EU) 2024/1244, Air pollution from key sectors, Europa-Kommissionen, 2024 og Sources and emissions of air pollutants in Europe, Det Europæiske Miljøagentur, 2022) er: svovloxider (SOx/SO2 – f.eks. fra energiproduktion og opvarmning i fremstillingsindustrien), nitrogenoxider (NOx/NO2 – f.eks. fra transport), andre flygtige organiske forbindelser end metan (NMVOC – f.eks. fra landbrugsaktiviteter), kulilte (CO – f.eks. fra forbrænding af fossile brændstoffer), ammoniak (NH3 – f.eks. udbringning og opbevaring af husdyrgødning), partikler (PM10 – f.eks. fra forbrænding i fremstillingsindustrien, transport, landbrugsaktiviteter), tungmetaller (Cd, Hg, Pb, As, Cr, Cu, Ni, Zn), POP'er (samlede PAH'er, HCB, PCB'er, dioxiner/furaner), ozonnedbrydende stoffer eller "ODS" (chlorfluorcarboner "CFC'er", hydrochlorfluorcarboner "HCFC'er", haloner), sort kulstof (BC – f.eks. fra energiforbrug) osv.
De vigtigste kilder til emissioner af luftforurenende stoffer i den private sektor (som også har stor indvirkning på hele værdikæden) omfatter: a) elproduktion fra forbrænding af fossile brændstoffer eller biomasse (som kan ske eksternt, distribueres via et nationalt net og derefter forbruges i værdikædens aktiviteter) b) direkte stationær forbrænding af fossile brændstoffer eller biomasse inden for en virksomheds aktiviteter eller industrielle processer eller drift af stationære maskiner eller andre aktiviteter, der kræver forbrænding af brændsler c) transport (gods, vej, jernbane, skibsfart og luftfart, terrængående køretøjer som dem, der anvendes i landbrug eller bygge- og anlægsvirksomhed) d) industrielle processer (alle andre emissioner, der ikke stammer fra forbrænding af brændsel, og som forekommer under industrielle processer) e) landbrug (forvaltning af husdyr og husdyrgødning, produktion af afgrøder, f.eks. afbrænding af afgrøderester, tilførsel af husdyrgødning og gødning) f) bortskaffelse af affald (f.eks. deponering, forbrænding eller åben afbrænding eller kompostering).
Nedenfor findes et eksempel på en enkel metode til opgørelse af en virksomheds luftforurenende emissioner og beregning af emissionerne af de respektive luftforurenende stoffer. Denne metode er opdelt i følgende trin med undtagelse af kortlægningen af værdikæden, da de oplysninger, der kræves i henhold til dette oplysningskrav, efter VSME-standarden skal rapporteres på den rapporterende virksomheds niveau: 1) identifikation af emissionskilder i værdikæden, 2) identifikation af metoder til kvantificering af emissioner, 3) indsamling af aktivitetsdata, 4) identifikation af emissionsfaktorer og 5) kvantificering af emissioner. Vejledningen indeholder en kortlægning af forureningskilder og metoder til beregning af oplysninger om emissioner fra de vigtigste luftforurenende stoffer (se tabellen nedenfor). (3)
Nedenfor findes et eksempel på en metode til beregning af luftforurenende emissioner ved hjælp af den fremstillingsmetode, der er skitseret ovenfor. I det pågældende eksempel er Mp mængden af materiale M, der anvendes i (eller produceres af) en virksomheds værdikæde ved hjælp af proces p (ton, liter). EFk,p er emissionsfaktoren for det forurenende stof k for processen p (g pr. produceret enhed-1). Emk,p er emissionerne af det specifikke forurenende stof k for processen p (g).Emk,p = Mp * EFk,p
F.eks. vil en mellemstor chokoladeproducent, der producerede 1 750 ton chokolade i 2022, anvende standardemissionsfaktoren på 2 til at beregne sine emissioner af NMVOC'er, hvilket vil resultere i følgende beregning: 1 750 ton chokolade * 2 (emissionsfaktor for NMVOC'er) = 3 500 ton emissioner af NMVOC'er.
Transport kan være en anden væsentlig kilde til luftforurening i egne aktiviteter og i værdikæden. I dette tilfælde skal enheden for at beregne emissionen af et bestemt forurenende stof fra eksempelvis vejtransport anvende følgende formel, hvor FCv,f er brændstofforbruget for køretøjstypen v, der anvender brændstoffet f (kg). EFk,v,f er emissionsfaktoren for det forurenende stof k for køretøjstypen v og brændstoffet f (g køretøj-km-1). Emk,v,f er emissionerne af det specifikke forurenende stof k for køretøjstypen v og brændstoffet f (g).Emk,v,f = FCv,f * EFk,v,f
Et let erhvervskøretøj, der kører på diesel og tilbagelagde i alt 2 800 km i 2022, producerede f.eks. følgende mængde PM10-emissioner (PM10-emissionsfaktor på 1,52 g/kg): 2 800 km * 1,52 = 4 256 gram udledning af PM10.
Forbrænding af brændsel er en yderligere kritisk kilde til luftemissioner. I dette tilfælde kan et eksempel på en formel være følgende, hvor FCn er det brændstof n, der forbruges inden for kildekategorien (Gj). EFk er emissionsfaktoren for dette forurenende stof k (g/Gj), og Emk er emissionerne af det specifikke forurenende stof k (g).Emk = FCn * EFk
F.eks. vil en virksomhed, der forbrugte 3 000 000 gram brændstof i 2020, have en EF på 0,67 for SO2, hvilket resulterer i: 3 000 000 * 0,67 = 2 010 000 gram emissioner af SO2 fra forbrænding af brændsel i 2020.
Eksempler på vigtige forurenende stoffer til vand (forordning (EU) 2024/1244, direktiv 2000/60/EF, direktiv 2006/118/EF, direktiv 91/676/EØF, direktiv 2010/75/EU og ændringsdirektiv 2024/1785 Industrielle udledninger af forurenende stoffer til vand i Europa, EEA, 2024) er: kvælstof (N), fosfor (P), tungmetaller (Cd, Hg, Pb samt As, Cr, Cu, Ni, Zn), POP'er og pesticider, BTEX (benzen, toluen, ethylbenzen, xylen) og andre flygtige organiske forbindelser (VOC), stoffer, der påvirker iltbalancen negativt (målt ved hjælp af parametre som BOD, COD osv.), total organisk kulstof (TOC) osv.
Pesticider og næringsstoffer (f.eks. N og P) kan frigives gennem landbrugsaktiviteter (Main sources of water pollution, EEA, 2023 (Vigtigste kilder til vandforurening, EEA, 2023)), Introduction to Freshwater Quality Monitoring and Assessment - Technical Guidance Document, UNEP, 2023 (Introduktion til overvågning og vurdering af ferskvandskvalitet - teknisk vejledningsdokument, UNEP, 2023) (f.eks. tilførsel af husdyrgødning eller uorganisk gødning). Tungmetalkoncentrationer kan stamme fra minedrift og spildevandsudledninger. TOC er en generisk indikator for vandforurening med organisk materiale, som angiver tilstedeværelsen af levende materiale, f.eks. i spildevand, men også i overflade- og grundvand (sædvanlige koncentrationsniveauer på mindre end henholdsvis 10 mg/l-1 og 2 mg/l-1). COD angiver i vid udstrækning tilstedeværelsen af industrispildevand eller spildevand med værdier, der typisk er lavere end 20 mg/l-1 i ikkeforurenet vand og industrispildevand, der kan nå værdier på op til 60 000 mg/l-1. BOD bruges normalt til at bestemme forurening med organisk materiale i overfladevand samt til vurdering af effektiviteten af spildevandsbehandling og ligger normalt på omkring 2 mg/l-1 i ikkeforurenet vand og 10 mg/l-1 eller mere i forurenet vand. Frigivelsen af VOC'er kan være resultatet af udslip til vand.
Hvad angår den metode, der anvendes til at måle emissioner til vand, anbefaler EEA (Calculating emissions to water – a simplified method (ETC/ICM Report 3/2022 (Beregning af emissioner til vand – en forenklet metode (ETC/ICM-rapport 3/2022)) en simpel estimeringsmetode svarende til den, der anvendes for ovennævnte luftforurenende stoffer. I formlen nedenfor er ARa aktivitetsraten for aktiviteten a (skal vælges på grundlag af den specifikke aktivitet eller proces, se f.eks. Mp i beregningen af luftemissioner ovenfor). EFp,a er emissionsfaktoren for det forurenende stof p for aktiviteten a, og Emissionsp,a er emissionerne af det specifikke forurenende stof p for aktiviteten a.Emissionsp,a = ARa * EFp,a
Eksempler på vigtige forurenende stoffer, der udledes til jord (forordning (EU) 2024/1244, direktiv 86/278/EØF) er: N, P, tungmetaller (f.eks. udspredning af spildevandsslam på jord), BTEX og andre VOC'er, POP'er og pesticider.
Overordnet set er den private sektors kilder til jordforurening hovedsageligt produkter eller biprodukter fra industrielle processer (f.eks. produktion af kemikalier, energi, tekstilfremstilling), utilsigtede udslip af benzinafledte produkter, husdyr- og landbrugsaktiviteter (f.eks. kunstvanding med ubehandlet spildevand, fjerkræopdræt), produktion og behandling af spildevand, produktion og forarbejdning af metaller og mineraler samt transport (Global assessment of soil pollution: Report, FAO, 2021).
Der er udarbejdet flere nationale manualer for at støtte virksomheder i beregningen af deres emissioner til luft, vand og jord, f.eks. i Australien (Emission Estimation Technique Manual for Soft Drink Manufacture, National Pollution Inventory) (Vejledning i estimering af emissioner inden for fremstilling af læskedrikke, den nationale forureningsopgørelse) og Sydafrika (A Guide to Reporting and Estimating Emissions for the IPWIS) (En guide til rapportering og estimering af emissioner for IPWIS), hvor virksomheder præsenteres for nogle få estimeringsmuligheder at vælge imellem, afhængigt af deres muligheder: direkte måling (f.eks. prøvetagning, kontinuerligt overvågningssystem), massebalance, tekniske beregninger, emissionsfaktorer (samme formel som ovenfor for emissioner til luft og vand) osv. Den generelle tilgang til beregning af sådanne emissioner er at: 1) identificere emissionskilderne i anlægget (forbrænding, fremstilling, opløsningsmiddelfordampning, opbevaring, flygtige emissioner), 2) gøre status over de tilgængelige oplysninger, 3) i listen over estimeringsmetoder identificere den mest egnede til den specifikke proces, der evalueres, de tilgængelige oplysninger og de måleværktøjer, der kan erhverves for at få de nødvendige data, 4) indsamle de data, der kræves for hver metode, og 5) beregne emissionerne. Manualerne indeholder flere formler og eksempler for hver emissionsberegningsmetode.
En liste over emissionsfaktorer for luftforurenende stoffer kan findes på Det Europæiske Miljøagenturs dedikerede webside. Selv om emissionsfaktorer oftest anvendes for luftforurening, har Verdenssundhedsorganisationen gjort visse af disse tilgængelige for udledning til overfladevand og deponering på land for specifikke processer. Yderligere emissionsfaktorer for POP'er kan findes på websiden for Toolkit for Identification and Quantification of Releases of Dioxins, Furans and Other Unintentional POPs (Værktøjskasse til identifikation og kvantificering af udslip af dioxiner, furaner og andre utilsigtede POP'er).
Det skal bemærkes, at kravene i punkt 32 kun gælder for SMV'er, der opererer i specifikke sektorer. Virksomheder, der er involveret i levering af tjenesteydelser (f.eks. virksomheder, der opererer i fælles eller delte faciliteter eller på afstand), er typisk ikke omfattet af denne fremlæggelse. Derimod har virksomheder, der udfører produktionsaktiviteter (f.eks. kemikalier), generelt indvirkninger i forhold til forurening og forventes derfor at rapportere i henhold til denne offentliggørelse. Nedenstående tabel (tilpasset fra EMAS-brugervejledningen) giver eksempler på sektorspecifikke indvirkninger, herunder for kontortjenester, hvor forureningsrelaterede aspekter måske ikke er væsentlige.
Aktivitet
Miljøforhold
Miljøindvirkning
Transport
—
forbrugte maskinolier, brændstofforbrug
—
emissioner fra køretøjer
—
dækslitage (fint støv)
—
forurening af jord, vand og luft
—
drivhuseffekt, støj
Bygge- og anlægsvirksomhed
—
forbrug af primære råvarer (ressourcer)
—
luftemissioner, støj, vibrationer osv. Fra entreprenørmaskiner
Vejledning om, hvordan man identificerer steder i eller nær biodiversitetsfølsomme områder
70.
Punkt 33 fastsætter, at virksomheden skal oplyse om de steder, den driver, som er beliggende i eller nær biodiversitetsfølsomme områder. Biodiversitetsfølsomme områder er defineret som sådanne ved særlig naturbeskyttelseslovgivning på europæisk eller internationalt plan. Disse omfatter områder, der tilhører Natura 2000-nettet af beskyttede områder, UNESCO's verdensarvssteder og vigtige biodiversitetsområder ("KBA'er") samt andre beskyttede områder udpeget til at kræve særlig beskyttelse af statslige myndigheder (f.eks. skovbeskyttede områder eller områder, der ligger inden for flodbækkendistrikter).
For at identificere beskyttede områder og biodiversitetsfølsomme områder kan virksomheden henvise til databaser såsom Verdensdatabasen om beskyttede områder (WDPA) (en global database, der hjælper med at identificere beskyttede hav- og landområder), Verdensdatabasen over vigtige biodiversitetsområder og IUCN's rødliste over truede arter. Virksomheden kan også anvende værktøjer såsom det integrerede værktøj til biodiversitetsvurdering (IBAT).
Vejledning i, hvordan arealanvendelse beregnes og rapporteres
74.
Et "befæstet område" skal forstås som et område, hvor den oprindelige jord er blevet dækket (f.eks. veje, bygninger, parkeringspladser), hvilket gør det uigennemtrængeligt og resulterer i en indvirkning på miljøet.
Et grønt område eller "naturorienteret område" er et område, der primært bevarer eller genopretter naturen. Næsten naturlige/grønne områder kan være beliggende på virksomhedens sted og kan omfatte tage, facader, vanddræningssystemer eller andre funktioner, der er udformet, tilpasset eller forvaltet med henblik på at fremme biodiversiteten. Næsten naturlige områder kan også være placeret uden for virksomhedens sted, hvis de ejes eller forvaltes af virksomheden og primært tjener til at fremme biodiversiteten.
Vejledning i, hvordan vandudtag og vandforbrug beregnes og rapporteres
77.
Vandudtag vedrører den mængde vand, som en virksomhed trækker inden for sine organisatoriske grænser fra enhver kilde i rapporteringsperioden. I praksis vedrører dette for de fleste virksomheder den mængde vand, der tages fra det offentlige vandforsyningsnet, som angivet på forsyningsregningerne. Hvor det er relevant, omfatter vandudtag dog også mængder af vand, der tages fra andre kilder såsom grundvand fra egne brønde, vand fra floder eller søer eller vand modtaget fra andre virksomheder. For virksomheder i landbrugssektoren vil vandudtag omfatte regnvand, hvis det opsamles direkte og oplagres af virksomheden.
Vandudtaget kan måles ved hjælp af flowmålere eller findes på vandregningen. I praksis vedrører vandudtag for de fleste virksomheder den mængde vand, der tages fra det offentlige vandforsyningsnet, som angivet på forsyningsregningerne. I tilfælde, hvor direkte målinger ikke er mulige eller anses for utilstrækkelige og derfor skal suppleres, kan data om vandudtag estimeres ved hjælp af f.eks. beregningsmodeller og industristandarder.
I tilfælde af f.eks. et fælles eller delt kontor eller arbejdsområde, kunne en mulig metode til at beregne vandudtag være at hente bygningens samlede vandudtag fra vandregningen og beregne vandudtaget pr. ansat ud fra følgende ligning:Vandudtag pr. ansat pr. dag (L) = årligt vandudtag (L)/(antal ansatte i hele den fælles bygning x antal arbejdsdage).Virksomheden kan derefter gange vandudtaget pr. ansat med antallet af ansatte og de dage, de arbejdede i rapporteringsåret, for at opnå det endelige tal, der kræves i datapunktet.Et eksempel på beregning ved hjælp af den foreslåede formel kunne være: Det årlige vandudtag, der fremgår af vandregningen for et fælles arbejdsområde, er 1 296 m3 (svarende til 1 296 000 l). Det fælles arbejdsområde benyttes af 100 ansatte fra forskellige virksomheder, som skønnes at arbejde 240 dage om året. Skønnet vedrørende det gennemsnitlige antal arbejdsdage kan f.eks. baseres på nationale statistikker. Vandudtaget pr. ansat pr. dag vil i dette tilfælde være:vandudtag pr. ansat pr. dag = 1 296 000 l / (100 x 240) = 54 l.
Hvis det forudsættes, at der er 25 ansatte i den rapporterende virksomhed, og at de bruger det fælles samarbejdsområde 220 dage om året, vil virksomhedens årlige vandudtag i det fælles samarbejdsområde være vandudtaget pr. ansat ganget med antallet af ansatte og arbejdsdage, altså 54 l x 25 x 220 = 297 000 l (svarende til 297 m3).
Denne beregning kan være nyttig, når det er muligt at få adgang til vandregningen for den fælles bygning. Denne enkle beregningsmetode har visse begrænsninger, da den eksempelvis ikke tager højde for forskelle i brug mellem forskellige dele af bygningen (f.eks. kan en syvetagers bygning have seks etager dedikeret til kontorer og én etage med en kantine eller restaurant). Dette kan virksomheden imødegå, hvis der foreligger yderligere data, så den grundlæggende beregning, der er givet ovenfor som eksempel, kan gøres mere detaljeret.
En alternativ måde at indhente data om vandudtag på i eksemplet med delte kontorer, når det ikke er muligt at få fat i vandregningen, kunne være at beregne det ved hjælp af armaturernes strømningshastigheder og belægningsdata som primære input. En mulig formel kunne være:Samlet vandudtag = ∑(flowhastighed x antal anvendelser pr. dag x antal dage om året x belægning)hvor:
(a)
flowhastigheden for hvert armatur f.eks. kan hentes fra projektdokumentationen eller etiketterne på armaturerne eller anslås på grundlag af offentligt tilgængelige gennemsnitsdata, hvis mere nøjagtige oplysninger ikke kan fremskaffes
tegnet ∑ angiver, at beregningerne for hvert armatur skal lægges sammen for at opnå det samlede vandudtag for den rapporterende virksomhed, der opererer i et fælleskontor.
En yderligere mulig kilde, der kan understøtte rapporteringen af vandudtag for virksomheder, der opererer i fælleskontorer, er JRC-niveau(er) indikator 3.1: Brugervejledning om vandforbrug i brugsfasen samt yderligere relaterede dokumenter og beregningsark (se PG Section Documents | Product Bureau (europa.eu)). Desuden kan virksomheden konsultere EMAS-referencedokumentet for den offentlige forvaltning og EMAS-referencedokumentet for bygge- og anlægssektoren samt klassificeringssystemer og certificeringer, som kan give nyttige tips til, hvordan de yderligere finjusterer beregningen af vandudtag i kontorer og fællesarealer.
De fremlagte eksempler på, hvordan man kan opnå data om vandudtag i tilfælde af delte kontorer, kan overføres til og anvendes af virksomheder, der er aktive i forskellige sektorer, med de justeringer, der måtte være nødvendige for den sektorspecifikke og enhedsspecifikke kontekst, som virksomheden opererer i. EMAS's "lette vejledning" for små og mellemstore virksomheder og EMAS's sektorreferencedokumenter (SRD'er) kan konsulteres for SMV- og sektorspecifikke metoder og indikatorer for vandudtag samt industristandarder og benchmarks.
Vandforbrug er den mængde vand, der trækkes inden for virksomhedens grænser, og som ikke udledes eller planlægges udledt tilbage til vandmiljøet eller til en tredjepart. Dette vedrører typisk vand, der fordamper, f.eks. i termiske energiprocesser som tørring eller elproduktion, vand, der er indlejret i produkter, f.eks. i fødevareproduktion, eller vand til kunstvanding, f.eks. anvendt i landbruget eller til vanding af virksomhedens arealer.
Udledning af vand betyder f.eks. den mængde vand, der overføres direkte til modtagende vandområder såsom søer eller floder, til det offentlige kloaksystem eller til andre virksomheder med henblik på kaskadeanvendelse af vand. Det kan betragtes som virksomhedens vandafledning.
Vandforbrug kan derfor beregnes som:vandforbrug = vandtilførsel – vandafledningeller med andre ord:vandforbrug = (vandudtag) – vandudledning.For virksomheder, der udelukkende modtager vand fra det offentlige vandnet og udleder det i kloakken, vil vandforbruget være tæt på nul og kan derfor udelades fra rapporten.Mere generelt vedrører anvendeligheden af oplysningskravet om vandforbrug oplysninger, der allerede kræves ved lov, allerede er rapporteret og/eller er relevante for sektoren.
Virksomheden kan fremlægge yderligere forklarende oplysninger for at sætte sit vandudtag eller -forbrug ind i en kontekst. Virksomheden kan f.eks. fremhæve, hvis regnvand opsamles og anvendes som erstatning for ledningsvand, eller hvis vand udledes til andre parter med henblik på kaskadeanvendelse.
Nedenfor gives et eksempel på, hvordan virksomheder kan præsentere kvantitative oplysninger om deres udtag, udledninger og forbrug af vand fordelt på stedets lokation.
Vejledning i bestemmelse af, om virksomheden opererer i et område med højt vandstress
91.
Virksomheden kan rådføre sig med lokale (f.eks. nationale, regionale) vandmyndigheder på de den eller de lokationer, hvor den opererer, for at bedre at kunne vurdere vandressourcerne på de specifikke lokationer, herunder identifikation af områder med højt vandstress. Virksomheden kan også konsultere offentligt tilgængelige og gratis værktøjer, der kortlægger vandknaphed globalt. Et sådant værktøj er WRI's Aqueduct Water Risk Atlas, som er et interaktivt kort med en vandstressindikator ("basisvandstress", som måler forholdet mellem den samlede vandefterspørgsel og tilgængelige vedvarende overflade- og grundvandsressourcer) på delbækkenniveau. Ved hjælp af dette værktøj kan virksomheder konsultere basisværdierne for vandstress, der er fastsat for forskellige flodbækkener globalt. Værdier for basisindikatoren for vandstress over 40 % angiver et område med højt vandstress.
Til illustration viser nedenstående kort de vigtigste iberiske flodbækkener og deres vandstressklassificering i henhold til WRI Aqueduct. På denne figur kan man se flere vandbassiner på Den Iberiske Halvø sammen med deres klassificering af vandstress. Størstedelen af den sydlige del af halvøen ligger i et område med meget højt vandstress – med undtagelse af Guadiana-bækkenet (markeret med gult). Hvis virksomheden således har aktiviteter i Guadalquivir-bækkenet (f.eks. Andalusien, som har meget højt vandstress), skal virksomheden opdele sit vandforbrug for den pågældende region/det pågældende vandbassin. Men hvis virksomhedens aktiviteter finder sted i den sydlige del af Guadiana-flodbækkenet (hvor vandstressniveauet er lavt), vil det ikke være nødvendigt at opdele vandforbruget for den pågældende region/det pågældende vandbassin.
Andre mulige værktøjer, som virksomheder kan konsultere for at bestemme deres placering i vandstressområder, er det statiske kort (og tilhørende datasæt), der stilles til rådighed af Det Europæiske Miljøagentur (EEA) Vandudnyttelsesindeks plus (WEI+) for sommer og bymorfologiske zoner (UMZ) og det interaktive kort Vandudnyttelsesindeks plus (WEI+) for flodbækkendistrikter (1990-2015), som begge præsenterer vandstressindikatoren WEI+, der måler det samlede vandforbrug som en procentdel af de vedvarende ferskvandsressourcer på delbækkenniveau. WEI+-værdier, der er lig med eller overstiger 40 %, angiver generelt situationer med højt vandstress. Det er værd at understrege, at WRI Aqueduct baserer sin basisindikator for vandstress på vandefterspørgsel, mens EEA's indikator for vandstress WEI+ er baseret på vandforbrug.
Ressourceforbrug, cirkulær økonomi og affaldshåndtering
Vejledning om principperne for den cirkulære økonomi
94.
Ved offentliggørelse af oplysninger om virksomhedens produkter, materialeanvendelse og affaldshåndtering kan virksomheden give oplysninger vedrørende principperne for den cirkulære økonomi. Principperne for den cirkulære økonomi er beskrevet i afsnittene nedenfor. De vigtigste principper for den cirkulære økonomi er beskrevet nedenfor, og de centrale principper, som Europa-Kommissionen har taget i betragtning, er kursiveret.Eliminering af affald og forurening – dette kan gøres gennem procesforbedringer og også gennem designovervejelser på niveauet for anvendelighed, genbrugelighed, reparerbarhed, demontering og genfremstilling.Cirkulering af produkter og materialer (til deres højeste værdi) – Genbrugelighed og genanvendelse er nøglen til produktcirkulation, men dette styrkes, hvis der allerede i designfasen tages særligt hensyn til cirkularitet i form af anvendelighed, genbrugelighed, reparerbarhed, genfremstilling og demontering. Faktorer som inkorporering af biomaterialer og deres recirkulation gennem den biologiske cyklus kan også tages i betragtning, f.eks. ved at anvende bionedbrydeligt afgrødedække i stedet for plast i landbruget.Genskabelse af naturen – Når det er muligt, bør menneskelige aktiviteter tilstræbe at genskabe naturen og forbedre eller genoprette vigtige økologiske funktioner (f.eks. dræning, levesteder, termisk regulering osv.), som kan være gået tabt på grund af tidligere menneskelige aktiviteter.
Vejledning om den samlede affaldsproduktion og affald, der omdirigeres til genanvendelse eller genbrug
95.
Kravene i punkt 38 kan udelades for virksomheder, der alene genererer husholdningsaffald. I sådanne tilfælde skal virksomheden blot angive, at den genererer denne type affald.
Når der rapporteres om farligt affald i henhold til punkt 38, litra a), opfylder virksomheden kravene til radioaktivt affald i indikator nr. 9 fra tabel 1 i bilag 1 til forordningen om oplysninger om bæredygtig finansiering (SFDR) (4). Denne SFDR-indikator (forholdet mellem ton radioaktivt og farligt affald) kan beregnes ved hjælp af den tæller og nævner, som virksomheden angiver ved rapportering i henhold til punkt 38, litra a).
SMV'er skal oplyse om farligt og radioaktivt affald, hvis deres aktiviteter indebærer generering af sådant affald. Anvendeligheden afhænger af tilstedeværelsen af farlige eller radioaktive materialer i virksomhedens processer.
Det anbefales, at virksomheder klassificerer deres farlige affald ved hjælp af det europæiske affaldskatalog (EAK) (Kommissionens afgørelse af 18. december 2014 om ændring af beslutning 2000/532/EF vedrørende listen over affald i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF), som kategoriserer affald efter type. Affald, der er markeret med en stjerne (*), klassificeres som farligt i det europæiske affaldskatalog, normalt med henvisning til "indeholdende farlige stoffer". Eksempel:
(a)
sundhedssektoren: kontaminerede skarpe genstande såsom kanyler og sprøjter, der anvendes i medicinske sammenhænge ("affald, hvis indsamling og bortskaffelse er underkastet særlige krav af hensyn til smittefare", EAK-kode 18 01 03*), cytotoksiske og cytostatiske lægemidler (EAK-kode 18 01 08*), brugte radiofarmaceutiske lægemidler og visse former for diagnostisk udstyr, der indeholder radioaktive materialer
Affald betragtes imidlertid som farligt, hvis det udviser en eller flere af de farlige egenskaber, der er anført i bilag II til affaldsrammedirektivet (direktiv 2008/98/EF). For nemheds skyld præsenteres disse nedenfor sammen med de respektive piktogrammer for at hjælpe med at identificere farlige egenskaber såsom brændbarhed, toksicitet og ætsning, som kan føre til, at affald klassificeres som farligt.
Radioaktivt affald har også eller kan have farlige egenskaber, der gør det farligt, nemlig kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske egenskaber. Ikke desto mindre er radioaktive stoffer underlagt særskilte regler i EU (Rådets direktiv 2011/70/Euratom). Virksomheder, der anvender radioaktive materialer, som kan generere radioaktivt affald, der er omfattet af EU-regulering, bør være opmærksomme på dette. Radioaktivt affald bør identificeres på grundlag af tilstedeværelsen af radionuklider på niveauer over de lovbestemte grænseværdier for godkendelse.
Når virksomheden fremlægger oplysninger om sin affaldsgenerering eller omdirigering fra bortskaffelse, bør den fortrinsvis rapportere sådanne oplysninger i vægtenheder (f.eks. kg eller ton). Hvis virksomheden imidlertid anser vægtenheder for at være en uhensigtsmæssig enhed, kan den alternativt oplyse de nævnte parametre i volumen (f.eks. m3) i stedet.
Ved offentliggørelse af oplysninger om det samlede årlige affald, der omdirigeres til genanvendelse eller genbrug, bør virksomheden tage hensyn til det affald, der sorteres og sendes til operatører, der håndterer genanvendelse eller genbrug (f.eks. mængden af affald, der lægges i genanvendelsesbeholdere, eller sortering af affald i bestemte materialekategorier og deres levering til affaldsbehandlingsanlæg), snarere end det affald, der faktisk bliver genanvendt eller genbrugt.
Virksomheden kan fremlægge yderligere opdelinger med angivelse af yderligere typer af ikkefarligt og farligt affald. Den kan i den forbindelse anvende den liste over affaldsbeskrivelser, der findes i Det europæiske affaldskatalogs sociale parametre.
Vejledning om den årlige massestrøm af relevante anvendte materialer
108.
Den årlige massestrøm er en indikator, der er i overensstemmelse med EMAS-kravene om materialeeffektivitet, og den illustrerer en virksomheds afhængighed af specifikke materialer i dens aktiviteter (f.eks. træ og stål til byggeindustrien). Virksomheden skal her give oplysninger om de materialer, den anvender, herunder både materialer, der er erhvervet fra leverandører, og materialer, der stammer fra produktionen. For at beregne den årlige massestrøm af de relevante materialer, som virksomheden har anvendt, skal den først identificere de specifikke nøglematerialer, som dens aktiviteter er afhængige af, og for hvilke materialeeffektiviteten skal vurderes (f.eks. materialeeffektiviteten for træ). Hvis der anvendes forskellige typer materialer, skal virksomheden angive den årlige massestrøm (dvs. den samlede vægt for hver type relevant anvendt materiale, f.eks. ton indkøbt træ) for hvert nøglemateriale på en passende måde, f.eks. ved at opdele massetrømmen efter, hvad materialerne bruges til (EMAS-brugervejledning). Massestrømmen af relevante anvendte materialer vil være resultatet af summen af vægten af alle anvendte materialer, herunder råmaterialer, hjælpematerialer, inputmaterialer, halvfabrikata eller andet (undtagen energikilder og vand). Denne indikator skal helst udtrykkes i vægtenheder (f.eks. kilogram eller ton), volumen (f.eks. m3) eller andre metriske enheder, der almindeligvis anvendes i sektoren.
Vejledning i, hvordan man identificerer fremstillings-, konstruktions- og/eller pakkeriprocesser
109.
For at identificere fremstillings-, konstruktions- og/eller pakkeriprocesser kan virksomheden henvise til de aktiviteter, der er omfattet af hovedafdeling C – Fremstillingsvirksomhed, hovedafdeling F – Bygge- og anlægsvirksomhed samt undergruppe O82.92 "Pakkerivirksomhed" i bilag I til forordning (EU) 2023/137.
Fuldtidsækvivalent (FTÆ) er antallet af fuldtidsstillinger i en virksomhed. Det kan beregnes ved at dividere en ansats planlagte timer (det samlede faktiske antal arbejdstimer på en uge) med arbejdsgiverens timer for en fuldtidsarbejdsuge (det samlede antal timer udført af fuldtidsansatte). F.eks. udgør en ansat, der arbejder 25 timer om ugen for en virksomhed, hvor fuldtidsugen er 40 timer, 0,625 FTÆ (dvs. 25/40 timer).
Antal ansatte er det samlede antal personer, der er ansat i virksomheden, og som opgøres enten ved udgangen af rapporteringsperioden eller som et gennemsnit over hele rapporteringsperioden.
I nogle medlemsstater i Den Europæiske Union er det muligt for personer lovligt at registrere sig selv som havende et tredje køn, ofte et neutralt køn, der skal kategoriseres som "andet" i ovenstående tabel. Hvis virksomheden imidlertid offentliggør oplysninger om ansatte, hvor dette ikke er muligt, kan den forklare dette og angive, at kategorien "andet" ikke finder anvendelse. Kategorien "ikke rapporteret" finder anvendelse på ansatte, der ikke oplyser deres kønsidentitet.
Definitioner og typer af ansættelseskontrakter kan variere afhængigt af landet. Hvis virksomheden har ansatte, der arbejder i mere end ét land, skal den anvende de juridiske definitioner anført i den nationale lovgivning i de lande, hvor de ansatte er baseret, til at beregne data på landeniveau. Sådanne data på landeniveau lægges derefter sammen for at beregne de samlede tal, idet der ses bort fra forskelle i nationale retlige definitioner.
Medarbejderomsætning henviser til ansatte, der forlader virksomheden frivilligt eller som følge af afskedigelse, pensionering eller dødsfald under ansættelsen.
Vejledning om andelen af arbejdsrelaterede ulykker, der kan registreres
119.
Ud fra den antagelse, at en fuldtidsansat arbejder 2 000 timer om året, angiver satsen antallet af arbejdsrelaterede ulykker pr. 100 fuldtidsansatte over et år. Hvis virksomheden ikke kan beregne antallet af arbejdstimer direkte, kan den anslå dette på grundlag af normale arbejdstimer eller standardarbejdstimer.
Virksomhed A rapporterede tre arbejdsrelaterede ulykker i rapporteringsåret. Virksomhed A har 40 ansatte og 80 000 arbejdstimer i alt (40 x 2 000) på et år.Andelen af arbejdsrelaterede ulykker, der kan registreres, er 3 / 80 000 x 200 000 = 7,5.
I tilfælde af hjemmearbejde er skader og dårligt helbred arbejdsrelaterede, hvis skaden eller det dårlige helbred er direkte relateret til udførelsen af arbejdet snarere end det generelle hjemmemiljø.
I tilfælde af skader og sygdom, der opstår, mens en person rejser i arbejdsøjemed, betragtes disse som arbejdsrelaterede, hvis den ansatte udførte arbejdsaktiviteter i arbejdsgiverens interesse på tidspunktet for skaden eller sygdommen. Ulykker, der sker under rejser uden for virksomhedens ansvar (dvs. regelmæssig pendling til og fra arbejde), er underlagt gældende national lovgivning, der kategoriserer, om de betragtes som arbejdsrelaterede eller ej.
Psykisk sygdom betragtes som arbejdsrelateret, hvis den er blevet anmeldt frivilligt af den ansatte, og hvis der foreligger en vurdering fra en autoriseret sundhedsperson, der fastslår, at den pågældende sygdom faktisk er arbejdsrelateret, og denne vurdering også er blevet erklæret og anmeldt. Sundhedsproblemer som følge af rygning, stof- og alkoholmisbrug, fysisk inaktivitet, usund kost og psykosociale faktorer uden forbindelse til arbejdet betragtes ikke som arbejdsrelaterede.
Arbejdsstyrke – Vederlag, kollektive overenskomster og uddannelse
Vejledning om vederlag: mindsteløn
127.
"Mindsteløn" henviser til den mindste aflønning for beskæftigelse pr. time eller en anden tidsenhed. Afhængigt af landet kan mindstelønnen fastsættes direkte ved lov eller gennem kollektive overenskomster. Virksomheden skal henvise til den gældende mindsteløn for det land, den rapporterer om.
For den laveste lønkategori, undtagen praktikanter og lærlinge, danner minimumslønnen grundlag for beregning af startløn. Derfor består startlønnen af mindstelønnen plus eventuelle yderligere faste betalinger, der er garanteret ansatte i denne kategori.
Vejledning om vederlag: procentvis lønforskel mellem kvindelige og mandlige ansatte
129.
Parametret for den procentvise lønforskel mellem kvindelige og mandlige ansatte vedrører princippet om ligestilling mellem kønnene, som fastslår lige løn for lige arbejde. Lønforskellen defineres som forskellen i de gennemsnitlige lønniveauer mellem kvindelige og mandlige ansatte, udtrykt i procent af det gennemsnitlige lønniveau for mandlige ansatte.
For at beregne denne parameter skal alle ansatte indgå i beregningen. Derudover skal der foretages to separate gennemsnitlige lønberegninger for kvindelige og mandlige ansatte. Se formlen nedenfor:
Virksomhed A har X mandlige ansatte og Y kvindelige ansatte i alt. De mandlige ansattes bruttotimeløn er 15 EUR, og de kvindelige ansattes bruttotimeløn er 13 EUR.
Det gennemsnitlige bruttotimelønsniveau for mandlige ansatte er summen af alle deres bruttotimelønninger divideret med det samlede antal mandlige ansatte. Det gennemsnitlige bruttotimelønsniveau for kvindelige ansatte er summen af alle deres bruttotimelønninger divideret med det samlede antal kvindelige ansatte.
Vejledning om dækning via kollektive overenskomster
137.
De ansatte, der er omfattet af kollektive overenskomster, er de personer, som virksomheden er forpligtet til at anvende overenskomsten på. Hvis en ansat er omfattet af mere end én kollektiv overenskomst, skal vedkommende kun medregnes én gang. Hvis ingen af de ansatte er omfattet af en kollektiv overenskomst, er procentdelen nul.
De oplysninger, der kræves i henhold til dette oplysningskrav, kan rapporteres som dækningsgrader, hvis overenskomstdækningen er på 0-19 %, 20-39 %, 40-59 %, 60-79 % eller 80-100 %.
Dette krav har ikke til formål at opnå den procentdel af ansatte, som et samarbejdsudvalg eller en fagforening repræsenterer, hvilket kan være anderledes. Procentdelen af ansatte, der er omfattet af kollektive overenskomster, kan være højere end procentdelen af fagforeningsansatte, når de kollektive overenskomster finder anvendelse på både fagforeningsmedlemmer og ikkefagforeningsmedlemmer.
I henhold til punkt 43 skal virksomheden rapportere det samlede antal domfældelser og det samlede bødebeløb for overtrædelser af love om bekæmpelse af korruption og bestikkelse.
Domme for overtrædelse af love til bekæmpelse af korruption og bestikkelse henviser til enhver afgørelse fra en straffedomstol mod en fysisk eller juridisk person for en strafbar handling relateret til korruption og bestikkelse, f.eks. når disse retsafgørelser er indført i strafferegistret i den domfældende medlemsstat i Den Europæiske Union.
Bøder udstedt for overtrædelse af love til bekæmpelse af korruption og bestikkelse henviser til obligatoriske økonomiske sanktioner, der følger af overtrædelser af love om bekæmpelse af korruption og bestikkelse, pålagt af en domstol, kommission eller anden offentlig myndighed, og som indbetales til en offentlig statskasse.
Vejledningen i nedenstående afsnit har til formål at lette anvendelsen af kravene om offentliggørelse af bæredygtighedsoplysninger i punkt 44-65 i bilag I til Kommissionens henstilling om en frivillig standard for bæredygtighedsrapportering for små og mellemstore virksomheder.
Nedenstående vejledning er tænkt som en del af et økosystem, der også kan omfatte udvikling af yderligere støttevejledning fra EFRAG, yderligere digitale værktøjer og implementeringsstøtte (uddannelsesaktiviteter, inddragelse af interessenter osv.) med henblik på at lette nogle af de tekniske elementer, der indgår i vejledningen.
Strategi: Forretningsmodel og bæredygtighedsrelaterede initiativer
148.
Ved beskrivelsen af de vigtigste forbrugere og leverandørforbindelser i henhold til punkt 47, litra c), skal virksomheden oplyse det anslåede antal leverandører samt deres tilknyttede sektorer og geografiske områder (dvs. lande).
Beskrivelse af praksisser, politikker og fremtidige initiativer for omstillingen til en mere bæredygtig økonomi
149.
Virksomheder kan anvende følgende skabelon til rapportering af C2-datapunkter.
Hvis du svarede JA til eksisterende praksisser/politikker/fremtidige initiativer i oplysning B2, bedes du kort beskrive dem samt de deraf følgende foranstaltninger. (Hvis praksis/politik/fremtidige initiativer omfatter leverandører eller kunder, skal virksomheden nævne dette)
Hvis du svarede JA til mål i oplysning B2, bedes du specificere dem.
Virksomheden kan angive det højeste ledelsesniveau blandt sine ansatte, der er ansvarligt for gennemførelsen af politikkerne, når dette er fastlagt af virksomheden.
Overvejelser ved rapportering om drivhusgasemissioner under B3 (basismodul)
150.
Ved afgørelsen af, om offentliggørelse af scope 3-oplysninger er hensigtsmæssig i henhold til punkt 50, kan virksomheden screene sine samlede scope 3-drivhusgasemissioner på grundlag af de 15 kategorier i scope 3, der er identificeret i GHG-protokollen, ved hjælp af passende skøn og rapportere ved at indarbejde disse oplysninger ved henvisning. Dette gør det muligt at identificere og oplyse om de vigtige kategorier i scope 3 på grundlag af omfanget af de skønnede drivhusgasemissioner og andre kriterier i GHG Protocol Corporate Value Chain (Scope 3) Accounting and Reporting Standard (version 2011, s. 61 og 65-68) eller ISO 14064-1:2018, bilag H.3.2, såsom finansielle udgifter, indflydelse, relaterede omstillingsrisici og -muligheder eller input fra interessenter.
SMV'er, der beskæftiger sig med fremstillingsvirksomhed, landbrugsfødevarer, ejendomsbyggeri og pakkeriprocesser, vil sandsynligvis have betydelige kategorier i scope 3 (CDP Teknisk note: Relevans af kategorier i scope 3 efter sektor, 2024), som kan anses for relevante for rapportering i virksomhedens sektor.
Mål for reduktion af drivhusgasemissioner og klimaomstilling
152.
Emissionsreduktioner kan vise sig at være både en udfordring og en mulighed for en virksomhed, da det ofte kræver ændringer i virksomhedens strategiske og operationelle virkelighed. Målet om at reducere emissionerne kan kræve en revision af de strategiske og finansielle prioriteter. Dekarbonisering kan kræve betydelige indledende investeringer, f.eks. i elektrificering af en køretøjsflåde, implementering af nye teknologier til at reducere energiforbruget eller udvikling af nye produktlinjer, der er mindre afhængige af kulstofintensive materialer. På den anden side kan implementering af kulstoffattige løsninger for at opnå en reduktion af drivhusgasemissionerne mindske omkostningerne til indkøbt energi og materialer betydeligt. Virksomheder, der påbegynder deres dekarboniseringsrejse, står ofte over for betydelige tilpasninger af deres forretningsmodeller eller daglige drift. En logistik- og forsendelsesvirksomhed kan f.eks. være nødt til at omlægge sin flådeforvaltning for at minimere potentielle driftsforstyrrelser som følge af behovet for regelmæssig opladning af køretøjer. En virksomhed, der fremstiller forbrugsgoder, og som planlægger at erstatte en komponent i sit produkt med et bæredygtigt, kulstoffattigt alternativ, kan være nødt til at afsætte tid og ressourcer til produktinnovation og til at søge efter nye leverandører. Disse bestræbelser kan igen føre til lavere omkostninger, adgang til nye markeder, skabelse af nye arbejdspladser og tiltrækning af yderligere finansiering, hvilket ikke kun gør reduktion af drivhusgasemissioner til en udfordring, men også en strategisk forretningsmulighed. I denne sammenhæng er mål for reduktion af drivhusgasemissioner en vigtig foranstaltning til at imødekomme behovet for en bæredygtig omstilling, da de giver virksomhederne mulighed for at håndtere ændringen på en systematisk, kontrolleret og organiseret måde.
Et mål for reduktion af drivhusgasemissioner er en forpligtelse til at reducere virksomhedens drivhusgasemissioner i et fremtidigt år sammenlignet med de drivhusgasemissioner, der blev målt i et valgt basisår. Foranstaltninger, der kan føre til emissionsreduktioner, omfatter f.eks. elektrificering, vedvarende elektricitet, udvikling af bæredygtige produkter osv. Oplysning C3 kræver, at virksomheden offentliggør mål for reduktion af drivhusgasemissioner for dens scope 1- og scope 2-emissioner.
Optag af og undgåede emissioner medregnes ikke som i reduktionen af virksomhedens bruttodrivhusgasemissioner. Dette skyldes den vigtige sondring mellem regnskabspraksis for bruttodrivhusgasemissioner (opgørelsesregnskab) og for drivhusgasoptag og undgåede emissioner (projektbaseret eller interventionsbaseret regnskab). Virksomhedens bruttodrivhusgasemissioner er udformet til at spore de faktiske emissioner, der udledes til miljøet, hvilket giver et konsekvent og sammenligneligt udgangspunkt for fastsættelse af drivhusgasmål. Undgåede emissioner og kulstofoptag vedrører derimod virksomhedens specifikke projektaktiviteter, hvilket betyder, at deres opgørelse foretages separat fra bruttodrivhusgasemissionerne.
For at følge denne praksis skal virksomheden skelne mellem sine bruttodrivhusgasemissioner og andre indvirkninger, som ikke indgår heri, såsom drivhusgasoptag og undgåede emissioner. Optag henviser til fjernelse af drivhusgasser fra atmosfæren som et resultat af bevidste menneskelige aktiviteter. Eksempler på sådanne aktiviteter kan omfatte plantevækst (overførsel af atmosfærisk CO2 gennem fotosyntese) og direkte luftopsamling af CO2 og er typisk knyttet til den efterfølgende lagring af CO2. Undgåede drivhusgasemissioner betegnes typisk som emissioner, der ellers ville være sket, men som ikke fandt sted som følge af virksomhedens aktiviteter. Disse kan omfatte indførelse af nye produkter og teknologier, der reducerer efterspørgslen efter deres kulstofintensive ækvivalenter, f.eks. isoleringsløsninger i en bygning, der mindsker efterspørgslen efter energitjenester deri. Yderligere oplysninger om begreberne vedrørende kulstoffjernelse og undgåede emissioner findes i GHG-protokollens vejledning vedrørende arealsektoren og optag.
Et basisår er et foregående år, i forhold til hvilket virksomhedens nuværende drivhusgasemissioner kan måles. Generelt bør basisåret være et nyligt og repræsentativt år for virksomhedens drivhusgasemissioner, hvor der foreligger verificerbare data.
Målåret er det år i fremtiden, hvor virksomheden har til hensigt at opnå en bestemt absolut eller procentvis mængde reduktion af drivhusgasemissioner. Den bør strække sig over en periode på et til tre år fra basisåret til et kortsigtet mål. Længerevarende mål kan også medtages, f.eks. for perioder på 20 eller 30 år (f.eks. 2040 eller 2050). Virksomheder opfordres til som minimum at medtage målværdier for det kortsigtede målår 2030 og, hvis det er muligt, for det langsigtede år 2050. Fra 2030 og fremefter anbefales det at ajourføre basisåret og målåret for reduktion af drivhusgasemissioner efter hver femårsperiode.
Ved fastsættelsen af mål bør virksomheder tage hensyn til den eksisterende videnskabelige dokumentation om modvirkning af drivhusgasemissioner. SBTi anbefaler et tværsektorielt mål for reduktion af drivhusgasemissioner på -42 % inden 2030 og -90 % inden 2050 (basisår 2020). SBTi foreslår også en strømlinet tilgang til målfastsættelse for små og mellemstore virksomheder (6). Der findes også specifikke tilgange pr. sektor, som virksomheder kan tage i betragtning, når de fastsætter deres mål for reduktion af drivhusgasemissioner.
For at opnå en hurtig reduktion af både direkte og indirekte emissioner er der nogle enkle foranstaltninger, som virksomheden kan træffe. Nogle foranstaltninger kan være lette, men stadig levere en betydelig emissionsreduktion og støtte virksomheden i at nå sine mål. F.eks. vil elektrificering af køretøjsflåden ved at erstatte køretøjer, der kører på fossile brændstoffer, med elektriske køretøjer føre til emissionsreduktion, så snart den tidligere flåde er udskiftet. Dette kan betyde en betydelig reduktion af emissioner, især for en virksomhed, der er afhængig af transport. På samme måde er det en effektiv, enkel og opnåelig foranstaltning at erstatte pendling og forretningsrejser i bil med mere klimavenlige alternativer som cykler eller offentlig transport. Et andet område med lavthængende frugter er at gennemgå virksomhedens interne energiforbrug og udskifte til energieffektivt udstyr samt integrere vedligeholdelse i den daglige drift. Ved regelmæssigt at vedligeholde udstyr og maskiner og erstatte dem med mere energieffektive alternativer, når og hvor det er muligt, kan virksomheden reducere sit energiforbrug. Sådant udstyr kan f.eks. omfatte kedler, telekommunikationssystemer, varmepumper, klimaanlæg osv. Gennem regelmæssig vedligeholdelse kan deres effektive drift sikres, slitage minimeres og affald begrænses. Virksomheden kan også automatisere systemer og bruge timere til at definere anvendelsesperioder og derigennem reducere emissionerne fra sådant udstyr endnu mere.
En klimaomstillingsplan for modvirkning af klimaændringer er et sæt af nuværende og fremtidige foranstaltninger, der har til formål at tilpasse virksomhedens forretningsmodel, strategi og aktiviteter til det centrale overordnede globale mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 °C. Understøttet af et mål for reduktion af drivhusgasemissioner, der er foreneligt med dette mål, ligger betydningen af at have en omstillingsplan i evnen til at forstå, hvordan virksomheden vil bevæge sig i retning af en lavemissionsøkonomi, samtidig med at der følges op på de fremskridt, der gøres. En omstillingsplan sikrer ansvarlighed og gennemsigtighed og tilskynder virksomheder til at udvikle troværdige metoder til at modvirke klimaændringer gennem deres foranstaltninger.
Udarbejdelse af en troværdig omstillingsplan for virksomheden bør understøttes af elementer som a) identifikation af klare ansvarsområder og roller, b) integrering af planen i virksomhedens forretningsstrategi og finansielle planlægning, c) medtagelse af oplysninger om dekarboniseringsløsninger og -metoder samt kvantificerbare indikatorer, der kan overvåges inden for forud fastsatte tidsrammer, d) mulighed for regelmæssig gennemgang og ajourføring efter høringer af interessenter, når det er relevant, og e) afdækning af alle virksomhedens egne aktiviteter og i videst muligt omfang værdikæden eller en forklaring på eventuelle begrænsninger.
Virksomheder, der offentliggør mål i henhold til EMAS-forordningens bilag IV B, litra d), kan anvende deres mål for reduktion af drivhusgasemissioner til at opfylde VSME-kravet, hvis de har fastsat sådanne mål. Virksomheden kan også understøtte denne offentliggørelse gennem sin implementering af EMAS-miljøledelsessystemet og et link til EN ISO 14001:2015 som fastsat i EMAS-forordningens bilag II B A.6.2.1 og B.5 (miljømål).
Vejledning i, hvordan man identificerer fremstillings-, konstruktions- og/eller pakkeriprocesser
163.
For at identificere fremstillings-, konstruktions- og/eller pakkeriprocesser kan virksomheden henvise til disse aktiviteter, der er omfattet af hovedafdeling C – Fremstillingsvirksomhed, hovedafdeling F – Bygge- og anlægsvirksomhed samt undergruppe O82.92 "Pakkerivirksomhed" i bilag I til forordning (EU) 2023/137.
Klimarelaterede farer er drivkræfter for klimarelaterede fysiske risici, der opstår som følge af de virkninger, som klimaændringer har på virksomheden. De kan klassificeres i akutte farer, der opstår som følge af særlige begivenheder (f.eks. tørke, oversvømmelser, ekstrem nedbør og naturbrande), og kroniske farer (f.eks. ændrede temperaturer, stigende havniveau og jorderosion), der opstår som følge af langsigtede ændringer i klimaet (Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2139). Fysiske risici er en funktion af klimarelaterede farer, eksponeringen af virksomhedens aktiver og aktiviteter for disse farer, og hvor følsom virksomheden er over for disse farer. Eksempler på klimarelaterede farer er hedebølger, hyppigere ekstreme vejrforhold, stigende havniveau, oversvømmelse af gletsjersøer og ændringer i nedbørs- og vindmønstre. Klimarelaterede fysiske risici kan identificeres og modelleres ved hjælp af klimascenarier, der tager højde for høje emissionsforløb såsom IPCC SSP5-8.5.
Klimarelaterede omstillingsbegivenheder kan (ifølge anbefalingerne fra Taskforcen om klimarelaterede finansielle oplysninger (TCFD), 2017) være politik- og retsbaserede (f.eks. øgede forpligtelser til emissionsrapportering), teknologibaserede (f.eks. omkostninger ved overgang til teknologi med lavere emissioner), markedsbaserede (f.eks. øgede omkostninger til råmaterialer) og omdømmebaserede (f.eks. øget bekymring blandt interessenter).
Bruttoklimarelaterede risici henviser til fysiske bruttorisici og bruttoomstillingsrisici, der kan opstå som følge af, at virksomhedens aktiver og forretningsaktiviteter er eksponeret for klimarelaterede farer.
Supplerende (generelle) oplysninger om arbejdsstyrken
167.
For at bestemme forholdet mellem kvinder og mænd divideres antallet af kvindelige ansatte med antallet af mandlige ansatte på ledelsesniveau. Dette viser forholdet mellem kvinder og mænd i virksomheden.
Hvis der f.eks. er 28 kvindelige ansatte og 84 mandlige ansatte på ledelsesniveau, vil forholdet mellem kvinder og mænd være 1:3, hvilket betyder, at der for hver kvinde på ledelsesniveau er tre mænd.
Relevante faktorer, som en virksomhed skal overveje, når den beslutter, om den skal oplyse antallet af selvstændige og midlertidigt ansatte i henhold til punkt 60, er: 1) Forholdet mellem ansatte og selvstændige/midlertidigt ansatte, især i tilfælde af betydelig og/eller stigende afhængighed af disse, eller 2) når risikoen for negative sociale indvirkninger for selvstændige eller midlertidigt ansatte er større end for virksomhedens egne ansatte.
Følgende tabel viser, hvordan oplysninger om selvstændige uden personale, der udelukkende arbejder for virksomheden, og personer, der stilles til rådighed af virksomheder, som primært udøver beskæftigelsesaktiviteter, kan præsenteres.
Typer af arbejdstagere
Antal selvstændige og midlertidigt ansatte, der er beskæftiget med ansættelsesaktiviteter
Samlet antal selvstændige uden personale, der udelukkende arbejder for virksomheden
Samlede midlertidigt ansatte stillet til rådighed af virksomheder, der primært udøver beskæftigelsesaktiviteter
Yderligere oplysninger om arbejdsstyrken – Menneskerettighedspolitikker og -processer
173.
Virksomheder, der har indført en due diligence-proces for menneskerettigheder, kan svare positivt (JA) og kan præcisere indholdet af politikkerne og/eller processerne ved hjælp af rullemenuen.
En bekræftet hændelse henviser til et søgsmål eller en klage, der er registreret hos virksomheden eller de kompetente myndigheder gennem en formel proces, eller et tilfælde af manglende overholdelse, som virksomheden har konstateret gennem etablerede procedurer. Etablerede procedurer til identifikation af tilfælde af manglende overholdelse kan omfatte revisioner af forvaltningssystemer, formelle overvågningsprogrammer eller klagemekanismer.
Indtægter fra visse sektorer og udelukkelse fra EU-referencebenchmarks
175.
Fossile brændstoffer, som defineret i artikel 2, nr. 62), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999, er ikkevedvarende kulstofbaserede energikilder såsom fast brændsel, naturgas og olie.
Fremstilling af kemikalier henviser til de aktiviteter, der er opført under hovedafdeling C, hovedgruppe 20.2, i bilag I til forordning (EU) 2023/137, dvs. fremstilling af pesticider og andre agrokemiske produkter.
Som defineret i artikel 12, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1818 er følgende virksomheder udelukket fra Paristilpassede EU-benchmarks:
(a)
virksomheder, der genererer 1 % eller mere af deres indtægter fra efterforskning efter, minedrift, indvinding af, distribution eller raffinering af stenkul og brunkul
virksomheder, der genererer 10 % eller mere af deres indtægter fra efterforskning efter, indvinding af, distribution eller raffinering af oliebrændstoffer
Ledelsesorganet henviser til den højeste beslutningstagende myndighed i en virksomhed. Afhængigt af hvilken jurisdiktion, virksomheden befinder sig i, og dens klassificering som juridisk enhed, kan ledelsesorganet variere i form.
På grundlag af kravene i SFDR beregnes kønsfordelingen i ledelsesorganet som et gennemsnitligt forhold mellem kvindelige og mandlige bestyrelsesmedlemmer. Eksempel
Ledelsesorganet i en bestemt SMV består af seks medlemmer, herunder tre kvinder. Kønsfordelingen er én – for hvert kvindeligt medlem er der ét mandligt medlem.
(1)Greenhouse Gas Protocol. GHG Protocol Corporate Accounting and Reporting Standard – Revised Edition. World Resources Institute & World Business Council for Sustainable Development. ↩
(2)Greenhouse Gas Protocol. GHG Protocol Corporate Accounting and Reporting Standard – Revised Edition. World Resources Institute & World Business Council for Sustainable Development. ↩
(3)SEI og CCAC (2022). A Practical Guide for Business Air Pollutant Emission Assessment (En praktisk vejledning for virksomheder om vurdering af emissioner af luftforurenende stoffer). Stockholm Environment Institute (SEI) og Climate and Clean Air Coalition (CCAC). ↩
(4)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1288 af 6. april 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2088, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer indholdet og præsentationen af oplysninger vedrørende princippet om ikke at gøre væsentlig skade, der præciserer indholdet, metoderne og præsentationen af oplysninger vedrørende bæredygtighedsindikatorer og negative bæredygtighedsindvirkninger, og som præciserer indholdet og præsentationen af oplysningerne om fremme af miljømæssige eller sociale karakteristika og bæredygtige investeringsmål i dokumenter forud for aftaleindgåelse, på websteder og i periodiske rapporter, C/2022/1931, EUT L 196, 25.7.2022, s. 1-72. ↩
(5)Eksempler kan omfatte biler, privat sygeforsikring, livsforsikring og velfærdsprogrammer. ↩
(6)SBTI tilbyder også ressourcer, der kan hjælpe SMV'er med at fastsætte videnskabeligt baserede mål. ↩
